Sådan får du et buskørekort

Drømmer du om at skifte karriere, men vil du helst undgå at bruge flere år på skolebænken? Vil du gerne opleve verden og møde en masse nye mennesker hver dag? Så bør du overveje at tage kørekort til bus. Det giver mange spændende jobmuligheder, og du kan hurtigt komme i gang med at arbejde. Læs med i denne korte artikel, hvor vi forklarer fordelene ved at have kørekort til bus.

Klar til job efter seks uger

Det er ganske ligetil at få bus kørekort. Du skal have et almindeligt kørekort, og det er selvfølgelig en fordel, hvis du er en erfaren bilist. Hvis du er ledig med ret til jobrettet uddannelse, koster uddannelsen ikke en krone for dig. Hvis du arbejder og har en kortere videregående uddannelse eller slet ingen uddannelse, koster det kun 3.540 kr. at tage kurset. Med en længerevarende uddannelse i ryggen skal du betale lidt over 35.000 kr. for at kunne kalde dig buschauffør. Det tager seks uger at få kørekort til bus, og derefter er du klar til at søge job. Det skal du dog ikke regne med at bruge lang tid på, for der er masser af gode jobs at få som buschauffør. Når først du har fået uddannelsen som buschauffør, gælder den resten af dit liv. Du kan altså sagtens skifte busruten ud med noget andet i nogle år for derefter at vende tilbage til at køre bus, hvis du gerne vil det.

Alsidige og spændende jobs

Måske forbinder du et job som buschauffør med at køre by- og regionalbusser i den kollektive trafik, men det er langtfra den eneste stilling, du kan få som buschauffør. Det siger sig selv, at mange buschauffører arbejder for det offentlige, men der er mange andre muligheder. Der er for eksempel stor forskel på at køre by-, regional- eller natbus. At køre i byen med mange stop kræver en anden opmærksomhed, og når du kører regionalbusser, ser du mere af landet. Hvad du foretrækker, er et spørgsmål om temperament og kørselsvaner. Desuden kan du blive langturschauffør for eksempelvis FlixBus eller Kombardo, der kører på tværs af landet, og nogle gange udenlands. At blive buschauffør kan være en god måde at se verden på. Du kan være heldig at blive ansat ved et turistbureau, hvor du skal køre til historiske hovedstæder i Europa, sneklædte skisportssteder i Alperne eller solbeskinnede strande i Spanien eller Italien. På disse ture lærer du en masse om de lande, du kører til, når guiden underholder både dig og feriegæsterne med sin store viden. Nogle gange vil du kun være ansvarlig for at køre bussen frem og tilbage, og derfor har du en hel uge, hvor du kan udforske lokalområdet og slappe af. Et arbejde som buschauffør behøver bestemt ikke være ensformigt.

Frihed og socialt samvær

Som buschauffør vil du opleve en stor grad af frihed, for udover at du selvfølgelig skal forsøge at overholde din køreplan så godt som muligt, kan du styre slagets gang, som det passer dig bedst. Du møder mange forskellige mennesker i løbet af en arbejdsdag, og derfor er det bestemt ikke ensomt at være buschauffør – snarere tværtimod.

Udgivet i Job